10 podcastanbefalinger & en drømmeøvelse til din sommerferie
OBS: Der er overlap mellem dette indlæg og min Mailchimp-mail fra i går.
I begyndelsen af sommeren anbefalede jeg 20 bøger til din sommerferie, og det viste sig at være en populær tekst, så her kommer endnu en anbefaling. Denne gang handler det om, hvad du kan have i ørene i løbet af sommeren, og i anledning af, at nogen engang har fortalt mig, at jeg har en behagelig stemme, så er den altså med i flere af anbefalingerne. Nederst i mailen finder du desuden en drømmeøvelse, hvis du er typen, der får lyst til at bruge ferien på at dykke ned i dine drømme (det er ferier nemlig oplagt til). God læselyst!
10 podcastafsnit til din sommerferie
Astropod Podcast om drømmetydning
For nylig talte jeg med Marianne Gellert og Amalie Bendixen fra Astropod Podcast om drømmetydning. Det var lidt af et Life Goal at få lov at være med i deres podcast, og det endte med at være en meget rørende og fin oplevelse, hvor jeg bl.a. tyder bidder af begge podcastværternes drømme.Poptillægget – Børn eller ikke?
Også lidt af et Life Goal at være med i Poptillægget! I maj måned talte jeg med Lucia Odoom og Johanne Bille om det dér med børn og hvordan man egentlig ved, om man vil have dem eller ej. Er valget frit? Hvordan ser vi på kvinder, der vælger børn fra? Hvordan nærer man sine venskaber som voksen, når nogle har børn og andre ikke?Sjælehverv om drømmetydning
På Valentinsdag udkom det her afsnit af Sara Cecilie Ullners podcast, der på forskellige måder handler om spiritualitet. Vi talte om drømmetydning og drømmenes sprog.Hvad betyder afdøde i drømme?
De fleste kender det der med at drømme om mennesker, vi har mistet til døden. I det her afsnit af Længere ind – som også er det allerførste afsnit af podcasten – taler Molly Mørch og jeg om netop det. På tirsdag udkommer 10. afsnit af Længere Ind, og det er gået over al forventning med vores podcast. Tak fordi, I er så mange, der lytter med. Lyt endelig til alle afsnittene! Tag dem fx i ørene på en god gåtur.Intuitiv skrivning
To gange har jeg været så heldig at tale med Pia Danielsen i hendes podcast Det åndelige rum. Den ene gang handlede det om intuitiv skrivning, som er væsentlig del af min praksis.DR Lyd – Under Radaren: Roskilde-tragedien
Hele den her podcastserie rørte mig virkelig meget. Den handler om Pearl Jam koncerten på Roskilde Festival 2000. Jeg var 18 år gammel, og det var min første gang på Roskilde, hvor jeg bl.a. skulle høre Pearl Jam. Der er fire afsnit om alt det, der skete dengang, og jeg måtte fælge en tåre flere gange undervejs i lytningen.Min egen oplevelse med koncerten kan du læse om her.
DR Lyd – Djævelen i detaljen – Kriminelle kvinder – Splittet
Det her afsnit handler om Leah Amalia, der oplever, at hun er splittet i to; Leah og Amalia. Den ene opfører sig ordenligt, den anden gør ikke. Leah Amalia fortæller meget reflekteret om sin historie, der er både rørende og tankevækkende. Den får mig til at tænke på psykiatrien, hvad psykisk lidelse er, og hvordan vi bogstavelig talt kan bo op og ned ad hinanden uden at kende rigtigt til hinandens historier. Den Leah Amalia, jeg engang kendte, er helt utroligt intelligent og vidende på alle måder. Jeg husker hende fra gymnasiet, og jeg genkender hende også i det her afsnit. Jeg har ikke set hende i mange år og kendte ikke til hendes historie, før jeg hørte dette afsnitDR Lyd – Mørklagt – Vejen til Paradis
Vejen til Paradis handler om anholdelsen af en guru, der står bag yogabevægelsen Natha Yoga, der har yogacentre i 29 lande, inklusive Danmark. I podcasten interviewes en række tidligere medlemmer af bevægelsen og fortæller om sektlignende tilstande, seksuelle krænkelser og anden grænseoverskridende adfærd. Podcasten er interessant og vigtig på flere måder. Bl.a. synes jeg den siger noget om, hvordan grænseoverskridende adfærd kan udvikle sig i spirituelle miljøer, fordi alt, hvad du siger nej til ofte kan bruges i mod dig som “dit ego, der spænder ben”. Det handler både om de små og store ting, og er et helt emne i sig selv, som jeg har lyst til at tage op på et tidspunkt. For nu vil jeg bare sige: Det er ikke nødvendigvis dit ego, der spænder ben, hvis du ikke har lyst til at danse blidt og sensuelt i en cirkel. Det er måske bare ikke din ting, og det er ok (du har gættet det; det er ikke min ting).
Ghost of a Podcast med Jessica Lanyadoo
Hvis du er til astrologi, vil jeg bare anbefale den her (tak for anbefalingen, Jennie!). Det er en både spændende, præcis og meget nuanceret astrologipodcast. Værten er amerikaner og jeg elsker, hvor politisk den er!
Det spirituelle hjørne – Nærdødsoplevelser, lidelse og healing
Annasophia Petris podcast er tilbage efter en længere pause, og det her afsnit er ikke bare spændende, men vigtigt. Hun taler med læge og reikihealer Tobias Anker Stripp om, at den etablerede videnskab og spirituelle oplevelser ikke er modsætninger. Man kan godt være læge og samtidigt vide, at reikihealing virker. Samtalen er spændende, og jeg synes ikke bare, at det er vigtigt, men nødvendigt, at vi begynder at forstå lige præcis det. Det kommer jeg helt sikkert også til at sige noget mere om på et tidspunkt.
En drømmeøvelse til din sommerferie
Og så til en af mine egne favorit ikke-så-videnskabelige beskæftigelser: Drømmetydning.
Sommerferien – eller en hvilken som helst ferie – giver dit drømmeliv de bedste muligheder for virkelig at udfolde sig. Især, hvis du slukker for vækkeuret og også får plads til en middagslur ind i mellem.
Det betyder også, at det er alletiders tidspunkt at begynde at skrive dem ned på, undersøge dem, i det hele taget lægge mærke til dem. Nu, hvor det er en ferieøvelse, skal den ikke være alt for lektieagtig, så den her er ret simpel og måske også sjov. Den handler om at finde ud af, hvilke farver, der dukker op i dine drømme. Jeg har kaldt den:
Hvilken farve har din sommerferie?
Sådan gør du:
1) Når du husker en drøm, så skriv den ned og bemærk, hvilke farver, der er i den. Måske er der helt konkret en rød dør. Sæt streg under rød. Måske er det mere ukonkret. Det kan være, at du går i en skov. Var den frodig og grøn? Sæt streg under grøn.
2) Gør det hen over et par uger eller tre. Lav en liste over alle de farver, der dukker op.
3) Slut af med at lave en tegning, eller et akvarelbillede, hvor du bruger alle farverne. Måske lader du dem flyde sammen ligesom på billedet ovenfor. Måske går du noget andet.
Læg især mærke til, om der er en farve, der fylder mere end de andre.
Du kan se lidt om farvernes betydning her.
Hvis du har lyst til at dele resultatet med mig på den anden side af sommeren, så gør endelig det!
Hvis du har lyst til at dykke længere ned i dine drømme og lære, hvordan du kan bruge dem kreativt i en skriveproces, så er mit forløb Drømmeskrivning måske noget for dig.
PS. Kender du Buy me a coffee?
Der kan man støtte mit skrivende virke med et enkelt beløb, hvis man får noget ud af læse med her, men ikke vil være betalende abonnent.