For en god ordens skyld, skal jeg nævne, at det her indlæg indeholder reklame for egen virksomhed, både i form af bøger og info om den her workshop:
Jeg holder Drømmetydningsworkshop på torsdag d. 19. juni kl. 18.30-21.30 på Frederiksberg. Det var helt vildt fedt sidste gang, så tag endelig med.
Læs mere og book her. Betalende abonnenter får 15% rabat på workshoppen.
For nylig udgav en stor amerikansk avis en sommerlæseliste med 25 bøger. Umiddelbart en rigtig god idé, problemet var bare, at dele af listen var AI-genereret, så nogle af titlerne var simpelthen det pure opspind. Her får du en læseliste med 20 virkelige og efter min mening virkelig gode bøger til din sommer.
Jeg har en stor kærlighed til mikroforlagene, og det kan ses i denne liste, der nok ikke minder om de sommerlæselister, du finder andre steder. Det er der mere end én pointe med. Fx kan det hurtigt blive kedeligt med de samme lister (vi er frygtelig ens i det her land allerede, at vi allesammen læser det samme er ikke et plus i min bog) og så udkommer der vanvittigt meget god litteratur på landets mindste forlag. Mange af disse forlag gøder jorden for kommende talenter, og det fortjener opmærksomhed, så her finder du minimum 10 bøger fra mikroforlag + en god portion fra større forlag også. Nogle hypede, andre ikke. Rækkefølgen er tilfældig, sådan næsten.
1
Æter nr. 9 – Stenenes vandring gennem jorden, øjeRum, Arkiv for Detaljer
Begynd med en blid overgang til ferien med det nyeste nummer af Æter. Det er så nyt, at det stadig dufter af tryksværte. Det er collagekunsteneren øjeRum / Paw Grabowski, der står bag dette visuelle og magiske nummer, hvor vi følger en art imaginær og surrealistisk skabelsesberetning. Fortællingen blander ord og billeder og er lavet i stil med surrealisternes automatskrift; ordene og billederne er sat sammen intuitivt i et forsøg på at undgå det bevidstes indblanding og kontrol.
Køb Æter nr. 9 her eller i din favorit boghandel.
2
Jeg er hende, Tina Frank, Rebel With a Cause
En kort med stærk bog om at vokse op som pige i en verden, der hele tiden kigger på én med et kønnet blik. Bogen er autofiktiv og meget genkendelig – måske især for kvinder i alderen 30-50 – det er svært ikke både at blive vred, trist og rørt, når man læse den. Værket er stramt konceptuelt bygget op af korte tekster, der alle begynder med “Jeg er hende”.
Køb Jeg er hende her eller i din favorit boghandel.
3
Manden der tænkte ting, Valdemar Holst, Baggardsbaroner
Syret, gakket og enestående fortælling om en mand, der rent faktisk tænker ting. Altså de ting han tænker på, manifesterer sig. Værket bevæger sig på grænsen mellem det okkulte og videnskabelige. Den excentriske kemiker Boutard bliver indlagt på et psykiatrisk hospital under behandling af den respekterede læge Francis. En nat forsvinder Boutard fra sin celle uden tegn på flugt.
Køb Manden, der tænkte ting her eller i din favorit boghandel.
4
Cirkel for cirkel, Ann Linn Palm Hansen, Ekbátana
En kunstnerroman, eller rettere, en poetisk meditation over bl.a. cirklen som form, menneskekroppen som geometriske enheder og fuglenes flugt henover himlen. Der er noget dejligt nørdet over Cirkel for cirkel, og flere gange oplevede jeg, at den gav mig nye perspektiver at opleve de allermindste ting i i min hverdag på. Bogen indeholder gengivelser af ALPHs originaltegninger. Jeg kan i øvrigt også varmt anbefale at besøge en af hendes udstillinger, hvis du får mulighed for det.
Køb Cirkel for cirkel her eller i din favorit boghandel.
5
Hjemsøgelser, Vernon Lee, Escho
Hvis du er til vintage horror, vil du elske den her! Hjemsøgelser er fire victorianske horrorfortællinger om kunstnere og forskere der med fatale konsekvenser farer vild i grænselandet mellem de levende og de døde, fortiden og nutiden, rationaliteten og empatien.
Køb Hjemsøgelser her eller i din favorit boghandel.
6
Flugt, Carl Frode Tiller, Gutkind
Norske Carl Frode Tillers Flugt udkom på dansk i Sara Kochs oversættelse i 2023. Jeg havde intet hørt om den, før nogen fra Gutkind stak den i hånden på mig og sagde, at hun troede den ville være noget for mig. Hun havde ret! Det er simpelthen den smukkeste bog, jeg har læst i år. Parret Elisabeth og Sakarias har mistet deres søn Johannes i en bilulykke og er i dyb sorg. Bogen er skrevet i en form, så de tre hovedpersoner flyder umærkeligt sammen. De bliver til én, deres minder vikler sig sammen, Johannes er hele tiden til stede som et slags spøgelse eller som en værenstilstand, der blander sig med de levendes, med sine forældres. Sådan drømmer jeg om at kunne skrive!
Køb Flugt i din favorit boghandel.
7
Salat, Mau Lindow Tarbensen, Arkiv for Detaljer
Salat er en roman om at befinde sig i et dagpengelimbo mellem uddannelse og fast arbejde, om at skrive en roman, der aldrig rigtigt bliver en succes, og om at søge friheden ved at rejse til Mölndal i Sverige for at arbejde på en salatfabrik. Noget af det, der fik mig til at forelske mig i det her manus, var de magisk realistiske elementer – findes de, eller er de et billede på hovedpersonens forfald og virkelighedsflugt? Det er på én gang hypnotiserende og groteske eller ulækre. Og så har vi med en temmelig uelskelig hovedperson at gøre – og det elsker jeg simpelthen!
Køb Salat her eller i din favorit boghandel.
8
Knivtid, Kim Hiorthøy, Arkiv for Detaljer
”Men det er jo Kim!” Cirka sådan siger alle normænd, der kommer forbi min forlagsstand til diverse bogmesser, når de får øje på en af Kims bøger (den første er udsolgt nu) og jeg forstår, hvad de mener. Hiorthøy er en slags kultfigur i Norge, hvor han i 2019 modtog landets største kulturpris for sit multikunstneriske talent. Han er genial ud i absurditeter og hverdagens tragikomiske elementer. I Danmark er han totalt ukendt, medmindre man er storfan af Erlend Loe og har bemærket, at Hiorthøy ind i mellem illustrerer hans bøger. Nå, men jeg er fan af Hiorthøy og har oversat Knivtid sammen med Kirsten Vestergaard Mikkelsen. Knivtid er 50 korte, morsomme, tragikomiske og genkendelige historier. Mange af dem handler om at fortælle historier, om historierne, der bliver fortalt, og om dem, der fortæller dem. Ofte begynder de roligt og tilforladeligt for derefter at tage nogle vilde – indimellem hallucinatoriske – drejninger og rejser ned i tilværelsens mørke kroge.
Køb Knivtid her eller i din favorit boghandel.
9
Undskyld jeg kommer for sent, Rikke Oberlin Flarup, Ekbátana
Ja, det er min egen. Jeg tillader mig simpelthen at gøre det, lave reklame for min egen bog. Især fordi jeg har fået rigtig fin feedback på den her på det sidste, folk føler sig set. Kvinder, der ikke ved, om de vil være mødre føler sig set, kvinder der er mødte. Jeg var så heldig at tale med Lucia Odoom og Johanne Bille om bogens mange temaer i Politikens Poptillæg for sådan semi-nylig. Det kan høres her. Bogen handler om Ea, der er 35 og bange for at komme for sent til moderskabet, livet, det hele! Hun møder Kvinden Doris, der er en slags heks og hjælper hende med at forstå sig selv. Sideløbende har hun en række uforklarlige oplevelser, der minder om rejser ud af kroppen.
Køb Undskyld jeg kommer for sent her eller i din favorit boghandel.
Eller her, hvis du vil have et signeret eksemplar.
10
Hvad vi kan lære af katte, Marie Hougaard, Lindhart og Ringhof
I samme afsnit af Poptillægget talte vi om Marie Hougaards nyeste bog, der kredser om samme tema som min egen bog. Jeg slugte den på en aften, og elsker hvordan den taler virkelig godt sammen med min egen bog, bl.a. ved at portrættere samme tema fra en lidt anden vinkel. Bogen handler om Nanna, der er single, i 30’erne og træt af dates. Hun møder sin ungdomskæreste Asger og indleder et ikke helt uproblematisk forhold til ham. Vil de det samme? Og hvad drømmer hun egentlig om? Og tør hun stå ved de drømme?
Køb Hvad vi kan lære af katte i din favorit boghandel.
11
Mellem månerne,
, Grønningen 1Her finder du en ledsager til årets rytmer, ritualer og korrespondancer – som der står på bogens forside – der har fokus på alle “mellemmånerne” kunne vi kalde dem. Alle de månefaser, vi ikke normalt beskæftiger os med, og de ritualer, der hører til dem. Bogen er inddelt i årstider og er dermed en slags almanak. Du kan vælge at begynde med det kapitel, der passer til lige præcis den årstid, du begynder at læse bogen i. Det har jeg gjort, og jeg tager den en sæson ad gangen og elsker at svare på de refleksionsspørgsmål, som hvert kapitel afsluttes med.
Køb Mellem månerne i din favorit boghandel.
12
Bamberg Blues, Mikas Lang, Gutkind
Jeg husker, at jeg læste et interview med Mikas Lang i forbindelse med udgivelsen af Bamberg Blues. I interviewet fortæller han, at han har brugt clairvoyance som en slags research-metode til at komme i kontakt med hovedpersonen i bogen, Hilbert, en teenager i efterkrigstidens Tyskland. Det vakte min nysgerrighed, og bogens kursiverede afsnit – sådan tolker jeg dem – er en slags kanaliseret kontakt med det spøgelse, som Hilbert er nu.
Køb Bamberg Blues i din favorit boghandel.
13
Ulvemælk, Charlotte Weitze, Gutkind
Jeg så Ulvemælk ligge fremme, mens jeg var på Ørslev Kloster for at skrive i januar måned og vidste, at jeg ville læse den. Den finder sted i Tværmose i en ikke alt for fjern fremtid, hvor kvinden Inga har en oplevelse af at være i kontakt med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, der måske, måske ikke er en slags varulv eller spøgelse. Ligesom i Bamberg Blues er der noget clairvoyant eller kanaliseret i Weitzes skrift. Har hun også selv sagt det et sted? Jeg bliver i tvivl.
Køb Ulvemælk i din favorit boghandel.
15
Renessansefeminin horror, Runa Borch Skolseg, Kolon Forlag
Runa Borch Skolsegs debutroman, Renessansefeminin horror har alt det, jeg elsker ved en bog; vanvittige og surrealistiske sekvenser, portaler til andre verdener (i form af læber, der stiger op ad græsplæner og suger unge piger i sig), humor og levende beskrivelser af tøj og omgivelser. Romanen har ikke som sådan et plot eller et tydeligt handlingsforløb, men kredser alligevel om den unge Ops, der ser sig selv som den store renessancefeminine poet og derfor må sørge for at få adgang til Castel of Literature – et blandt mange castels, alle ledet af forskellige daddies. Det er hæsblæsende, vanvittigt, groteskt og morsomt. Bogen minder mig lidt om Hermogenes’ gås af Ithell Colquhoun og trækker også tråde til andre surrealister. Mest af alt er den dog virkelig bare sin egen.
Køb Renessansefeminin horror i din favorit boghandel.
16
Cosmos, Lucia Odoom, Gads Forlag
En brevroman om ghanesiske Cosmos, der samler flasker i Københavns parker og forelsker sig i Elizabeth, der til enhver tid kan slå ham i basket, men nogle gange lader ham vinde. Cosmos’ “breve” består af WhatsApp-beskeder som han sender til bl.a. sin søster Effie, og det er igennem dem hans historie folder sig ud. Bogen får mig til at tænke på, hvor både synlige og usynlige flaskesamlere er, hvor lidt de fleste af os betragter det, de laver som et job af værdi eller som et job i det hele taget. Jeg tænker på hierarkier og hvor rigt et samfund egentlig er, når mennesker efterlader penge i form af flasker alle steder. Og så hæftede jeg mig ved de mange passager om dufte og lugte i bogen. Jeg har selv en absurd god lugtesans (jeg har vist nævnt det med hovedbund før, men hvis ikke; jeg kan lugte din hovedbund, hvis vi sidder ved siden af hinanden, og jeg kan lugte visse sygdomme), men jeg kan godt genkende det med Danmark som duftfrit. Vi er gode til at kamuflere. Det er som om det er pinligt at afsløre sin egen menneskeduft lidt på samme måde som vi helst heller ikke vil afsløre vores følelser. Små dufte, små armbevægelser, få følelsesudbrud. Og så synes jeg det med Axe er sjovt. “[…] som jeg forestiller mig, at kvinder gerne vil have, at man dufter”. Det er lige præcis det, jeg forestiller mig, at mænd, der bruger Axe, tænker.
Køb Cosmos i din favorit boghandel.
17
Tju Bang Baby, Annette Brogaard, Forlaget Em
Korte prosasigte, der kredser om fertilitet, længslen efter at blive mor og den ustyrlige drift, det kan være for nogle. Det er en god blanding af både rørende, vrede og politiske tekster og en bog, der fortjener en plads i strømningen af såkaldt moderskabslitteratur.
Køb Tju Bang Baby i din favorit boghandel.
18
Og så kom regnen, Teis Gjervig, Röd Panda
Her er en af mine to be reads. Den kommer simpelthen med mig til Hald Hovedgaard om en uges tid. Den røg direkte på min læseliste, da forlaget postede et citat fra den lunkne lektørudtalelse bogen havde fået:
”Man skal nok købe ind på den ret fantasifulde historie om byggeriet af en ark på Lolland, for at finde historien vedkommende.” Er det ikke lige præcis den fantasi man bør falde for, når man er bibliotekar? Det lyder i hvert fald spændende i mine ører.
Køb Og så kom regnen her eller i din favorit boghandel.
19
Heksenes bog,
, Gads ForlagDen her er jeg i gang med, og jeg er allerede begejstret! Andrea Hejlskov siger det så skarpt. Alt det, der handler om det magiske, om at flere sandheder kan eksistere på én gang, at alting er forbundet. Hun siger alt dét som jeg mærker er sandt, men som jeg ikke altid kan finde ord for. Hun taler fra flydet. Læs den!
Køb Heksenes bog i din favorit boghandel.
20
Den røde hane, Ingrid Nymo, Kronstork
Noget af det jeg (også) elskede ved Den røde hane er dialekten, der er med. Thybomål. Dialogerne, der bare får lov at stå og så må man gætte, hvad der bliver sagt, hvis man ikke er med. Eller læse det højt, som jeg gjorde nogle steder. Forlaget skriver bl.a. om bogen:
”Roberta er hjemmehjælper og har hjertesorg. Hun ønsker sig brændende et barn, som kan fordrive ensomheden. Hendes barndomsven og ekskæreste, Silas, spøger stadig i kulissen. Samtidig er en pyroman løs i området og spreder frygt og mistænksomhed hos de ældre på ruten.”
Køb Den røde hane her eller i din favorit boghandel.
GOD LÆSELYST!
PPS. Kender du Buy me a coffee?
Der kan man støtte mit skrivende virke med et enkelt beløb, hvis man får noget ud af læse med her, men ikke vil være betalende abonnent.
Tak for dejlig inspiration til sommerferiens læsning. ❤️