Det var min første Roskilde Festival og jeg skulle høre Pearl Jam
I dag, d. 30. juni, er det 25 år siden Pearl Jam spillede på Orange Scene til Roskilde Festival og noget gik så grueligt galt, at ni mennesker mistede livet. Det er også 25 år siden, jeg var til Roskilde Festival for første gang, og det er 25 år siden, jeg for første gang hørte den stemme, jeg nogle gange hører. Eller, at jeg blev klar over, at jeg hører den.
I sidste uge lyttede jeg til DR Lyds podcastserie Under radaren om Roskilde-tragedien. Den fokuserer blandt andet på de frivillige scenevagters oplevelse, det voldsomme og alt for store ansvar, de pludselig stod med, da de måtte hive tilskadekomne, besvimede og livløse mennesker ind over hegnet. Jeg blev især meget rørt af deres fortællinger og af Tors fortælling om at overleve, at ligge næsten nederst i bunken af væltede og sammefiltrede mennesker blandt publikum. Den bunke, hvor otte – siden ni – mennesker blev mast og mistede livet pga. iltmangel. Tor beskriver bl.a. en skyldfølelse over at overleve, når andre døde. Det er ikke til at bære, at nogen, der tog glade og forventningsfulde afsted til koncert, ikke kom derfra i live. Hele serien er meget rørende og sendte mig direkte tilbage til den regnvåde fredag på festivalpladsen. En dag, jeg ikke har tænkt på længe og som jeg egentlig ikke troede, boede i mig mere. Men det gør den åbenbart.
Jeg er 18 år gammel, og jeg er lige blevet færdig med 2. g. Sammen med nogle gymnasie- og kollegievenner er jeg taget til Roskilde Festival. Vi er en broget gruppe med forskellig musiksmag. Jeg selv er meget glad for Pearl Jam, og det er et af de bands jeg bare skal se, og gerne fra første parket. Hele dagen har jeg vandret rundt på pladsen sammen med A fra min parallelklasse. Vejret er kedeligt, gråt og vådt og jeg husker ikke rigtigt, hvad vi laver ud over, at A på ét eller andet tidspunkt ryger noget, hun får det meget dårligt af. Så dårligt, at jeg må følge hende over til samaritterne, hvor hun ligesom går helt i sten og i ikke er kontaktbar i noget, der føles som evigheder. En af samaritterne kører sine knoer op og ned over As brystkasse et par gange til hun bliver helt rød, men A bliver bare ved med at stirre ud i luften. Og så pludselig, ud af det blå, kommer hun til sig selv igen og virker som om ingenting er sket.
Og så går vi videre ud på pladsen, som man åbenbart gør, når man er 18. Både pladsen og min hukommelse omkring dagen er mudret, men jeg ved, at vi på et tidspunkt går målrettet mod Orange Scene, hen for at se Pearl Jam som jeg har glædet mig helt vildt til at se. Vi – eller måske er det mest mig? – vil gerne helt op foran, og det lykkedes også forholdsvist nemt. Vi står ude i venstre side og kigger lidt skråt op på scenen. Der er helt vildt mange mennesker, men vi har god udsigt derfra, hvor vi står. Af en eller anden grund, husker jeg, at A tager ørepropper i. Jeg husker også, at de er blå. En ubrugelig detalje, og jeg ved, at jeg kan tage fejl, for hukommelse er en sær størrelse. Den er upålidelig. Der er så mange fortællinger om den dag – forståeligt, det er et kollektivt traume, især er det traumatisk for de pårørende til dem, der mistede livet – at nogle af dem er blevet flettet sammen med min egen.
Trods den mudrede hukommelse, er jeg næsten sikker på dette; Vejret er stadig dårligt, kedeliggråt, da vi står der. Det er ikke helt mørkt endnu, koncerten går i gang og der går en jubel gennem publikum. Folk begynder at hoppe, bevæge sig som én stor bølgende masse som A og jeg også er en del af. Men selvom koncerten er gået i gang, kan jeg ikke høre noget, ikke sådan rigtigt. Alt lyd er blevet dæmpet, jeg er inde i en bobbel. Jeg er ikke rigtigt tilstede i menneskemængden, og så er det, at jeg hører stemmen. Den siger:
Der er noget galt.
Altså, den taler til mig. Den siger det; Der er noget galt. Jeg hører den ikke som jeg hører din stemme, men jeg hører den som noget andet end min almindelige intuition, der er ordløs. Jeg hører den og jeg er ikke bange, jeg mærker ikke snerten af frygt. Jeg er bare i det her lydløse rum, hvor stemmen taler og så råber den:
KOM VÆK HERFRA.
Jeg er stadig ikke bange, jeg ved bare, at jeg skal lystre, og at det som stemmen siger, er sandt. Så jeg trækker i A og siger, at vi skal væk. Vi skal ned bagved. Jeg kan stadig ikke høre koncerten, og jeg kan heller ikke rigtigt mærke menneskemængden andet end, at den er tæt og det er svært at komme igennem, men det lykkes os, og så er vi nede bagved. Nu er det blevet mørkt.
Og nærmest med det samme, vi er kommet ud på den anden side af den bølgende menneskemængde, stopper musikken. Jeg kan høre igen, og det jeg hører nu, sammen med alle de andre mennesker, er Eddie Vedder, der beder alle om at træde tre skridt tilbage, og det gør vi, og han siger det igen, og vi træder tilbage, men det er ikke nok, og nu vender alle scenelysene ud på publikum, og nu sætter Eddie Vedder sig ned på scenen og græder…
Nu er jeg bange.
Der er sket noget slemt, og det føles tungt i kroppen. Vi står der længe og venter og nogen begynder at synge Alive.
Det føles forkert, noget er galt. Vi går tilbage til lejren i mørket og mudderet og der er både larm og fest og en kvalmende stilhed. I lejren har nogen tændt for Roskilde Festival Radio og i den, siger de, at fem mennesker er døde.
Jeg husker overskrifterne i aviserne dagen efter.
Jeg husker den massive stilhed, der lå over festivalen.
Jeg husker de gigantiske køer til mønttelefonerne.
Jeg husker at give op og i stedet gå over til internetcaféen, for at sende en mail, men det bøvler.
Jeg husker en heftig diskussion i lejren med ejeren af lejrens eneste mobiltelefon. Hun endte med at forstå, at alle skulle låne den.
Jeg husker at ringe hjem og få at vide, at “mormor har allerede ringet til os og sagt, at du har det godt”.
Jeg havde ikke talt med min mormor.
Herfra er min hukommelse helt utroværdig. Jeg tror nok, at vi blev festivalen ud, simpelthen fordi det var for kaotisk at komme hjem, men jeg husker ikke, hvad vi lavede. Jeg tror ikke, at vi talte om vores oplevelser efterfølgende, men jeg har tænkt mange tanker om den koncert og om de pårørende siden. Om den stemme, hvordan jeg var i stand til at høre den, og om hvordan vi gik til koncerter dengang (og nogle gange stadig gør). Hvad er det der sker?
Jeg har også tænkt på, om det jeg mærkede i virkeligheden hang sammen med den oplevelse, jeg havde haft til Rockshow i Aarhus tre år tidligere. Dengang, jeg hørte The Prodigy og stod midt i den hoppende menneskemængde og pludselig mærkede jorden forsvinde under mine føder. Hvordan jeg hang der, klemt fast mellem alle menneskene og bare blev trukket afsted af bølgen til jeg væltede ned på jorden. Dengang var jeg bange. Dengang skreg jeg op mod de to fyre, der stod bag mig: “Så hjælp mig dog op for helvede” og det gjorde de så.
Det tænkte jeg bare ikke på dengang til Pearl Jam koncerten, og den stemme, jeg hørte der, jar jeg hørt flere gange siden. Den er altid bare konstaterende eller kommanderende. Ingen forklaringer eller følelser, bare hovedsætninger.
Jeg har debatteret med den to gange. Det gør jeg aldrig igen. Den behøver nemlig ikke at give mening. Den ved noget som jeg ikke ved (endnu).
OBS: Det her var før alle rendte rundt med et kamera, så jeg har ingen billeder fra festivalen. Billedet ovenfor er af mig som 19-årig. Jeg er lige blevet student, men har taget huen af for en stund og sidder ved siden af min bror og spiser kage hos min mormor.